Denne ferielejlighed på 1. sal er indrettet i et større hus, som er beliggende i første række ud til klippekysten og havet - i ferieområdet Allinge/Sandvig.
Den gode møblering og pæne indretning kendetegner lejligheden, der kan lejes sammen med husets anden lejlighed på 127 m2, hvis man er en stor familie, der har brug for megen plads, eller blot gode venner, der vil tilbringe en ferie under et og samme tag og opleve en ferie på Nordbornholm.
Til ferieboligen hører en stor, skøn tagterrasse med udsigt over havet og solnedgangen om sommeren.
Den store grund, der præges af kystnærheden og klipperne i området er fælles med de øvrige lejere i det lille feriested Solhøj, der ligger nær ved Folkemødepladserne, hvor der i uge 24 vrimler med mennesker, men som ellers er et stille og roligt feriested. Her er der adgang til kyststier, Allinge Røgeri eller Nordbornholms Røgeri, konditoriet i Allinge og flere restauranter, der nok kan friste efter f.eks. en strabadserende tur hen over Hammerknuden.
Opalsøen, Hammershus slotsruin og de mange helleristninger er blot nogle af de mange attraktioner, der findes i det nordbornholmske ferieområde.
Bemærk: Trappen, som fører op til denne lejlighed er stejl.
Priser og ledige perioder »